Opskrifter til bålmad

Bagt banan med chokolade.

Det skal du bruge:

1 Banan
2 stykker chokolade
1 tsk. brun farin

Skær bananen halvvejs igennem, cirka 2 centimeter fra hver ende Pres chokoladestykkerne ned i revnen og fyld dem med brun farin. Pak bananerne ind i hver sit store stykke sølvpapir. Sørg for at forme sølvpapiret så man nemt kan se hvor revnen er, for den må nemlig ikke blive vendt nedad!

Læg bananerne ind i bålgløderne (eller ovnen) i 5-10 minutter, og spis herefter direkte fra skallen med ske.

S’mores

Det skal du bruge:

Skumfiduser
Kiks f.eks. mariekiks eller lign.
Mørk chokolade

Rist skumfidusen over bålet. Placer den ristede skumfidus, sammen med chokoladen, mellem to kiks.

Snobrød

Det skal du bruge: (6 stk.)

25 g Smør
2,5 dl Mælk
25 g Gær
2 tsk. Sukker
3/4 tsk. Groft Salt
400 g Hvedemel

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Hæld blandingen i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage). Slå dejen godt sammen. Dæk skålen med fx et låg og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 1 time. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet. Del dejen i 6 stykker og tril hvert stykke ca. 40 cm langt. Sno et stykke dej rundt om en pind (sørg for det sidder godt fast). Bag snobrødene over bålets gløder i ca. 10 min. eller til brødene er gennembagte og gyldne.

Du kan også lave forskellige “deluxe”-udgaver:

Skinke & ost

Kom skinketern og revet ost direkte i dejen inden bagning

Syltetøj

Når brødet er færdigt, fjernes pinden og syltetøjet puttes i hullet.

Fransk Hotdog

Bag snobrødet med en pølse indeni. Placer pølsen tæt op af pinden og sno dejen rundt om.

Som kanelsnegl

Smelt smør og farin, og tilsæt kanel. Opdel dejen i stykker og rul dem ud som lange rektangler. Smør din remonce på og rul dejen sammen til en lang pølse.

Appelsinkage i appelsinskal

Det skal du bruge: (3 portioner)

100g hvedemel
100g smør
100g sukker
1 æg
3 appelsiner

Skær toppene af appelsinerne, og husk at gemme toppene. Fjern appelsinkødet, og pas på ikke at lave hul i skallen. Klem saften ud af appelsinkødet. Bland saften med æg og smør, og tilsæt herefter mel og sukker.

Fyld appelsinskallen op halvvejs med kagedejen. 
Sæt toppen af appelsinen fast igen med tandstikker. 
Sæt appelsinen i yderkanten af bålet, men blandt gløder i cirka 30-45 minutter. 
Kig til, duft og stik i kagen med en tynd (strikke)pind, for at se hvornår den er færdig, hvis pinden kommer fri af kagen uden noget sidder ved så er den færdig. 
Når kagen er færdig, så tager du låget af din kage, og du kan nu spise den med en teske. 

Du kan altid prøve at eksperimentere med din ynglings kageopskrift, og putte den i appelsinen, den får måske bare lidt smag af appelsin. 

Urtepottebrød:

Det skal du bruge:

Ca. 1 kg mel
En smule salt
1 spsk. sukker
20 g gær
4 dl lunken mælk
2,5 dl lunken vand
Ca. 4 spsk smør
4 urtepotter ca. 12 – 14 cm i diameter – Husk altid at gøre urtepotten grundigt ren inden brug!

Om aftenen 

  • Hæld både mælk og vand i en gryde.
  • Kom så sukker og gær i, og rør rundt, til det er opløst.
  • Tilsæt nu mel, men kun indtil “dejen” får en konsistens som yoghurt. Tykt, men ikke som rigtig dej.
  • Smid et viskestykke over gryden, og lad “dejen” forhæve natten over.

Næste dag 

  •  Sørg for at få startet et rigtig godt bål, så der kommer masser af gløder. Mens du venter på gløderne, går du i gang med brødet.
  • Tilsæt salt og hvad der er tilbage af melet, indtil du får en rigtig dej-konsistens. Den skal være glat og kunne slippe bord og fingre nemt.
  • Ælt dejen godt sammen til du får en ensartet dejklump. Del dejen i 4 lige store stykker.
  • Smør nu de rengjorte urtepotter grundigt ind i smør, så brødet ikke klæber til siderne. Læg de 4 dejklumper ned i hver sin potte, så de ca. fylder potten halvt op.
  • Stil nu urtepotterne over i gløderne, og lad dem bage, indtil kanten begynder at blive gyldenbrun.

Det er nemmest at se på brødet, hvornår det er færdigt. Eller som enhver gammel spejder ville sige; “Når snobrødet selv kan slippe pinden, så er det helt færdigt.” 

Chokoladekage i mikroovnen

Det skal du bruge:

30 g hvedemel
50 g sukker
30 g smør
2 spsk usødet kakaopulver
½ dl mælk


Bland mel, sukker og kakaopulver sammen i en kop.
Smelt smørret og bland det i koppen sammen med mælken.
Bland det hele godt sammen til en homogen dej. Tør lige kanten af koppen af for dej.
Sæt koppen med dej i mikroovnen ved fuld varme (700W) i 1 minut.
Hvis den ikke er færdig efter det første minut giver du den 10-15 sekunder af gangen indtil den ikke længere er flydende på toppen. Min skulle i alt have 2 minutter ved 700W.